Boomtown lige nu

 296 online
 37 gaming
Artikel 

Spore Hero Arena (DS) - Anmeldelse

Spore-universet forlader pc-platformen og invaderer nu DS'en...

Sidste år udkom det længe ventede Spore til store salgstal for stor kontrovers om piratkopiering.

Nu udvider EA serien med Spore Hero Arena til Nintendo DS. Modsat den populære pc-udgave, er Spore Hero Arena alt andet end en kopi af det, denne udgave bød på. I stedet er det en historiedrevet oplevelse, hvor mange af de originale og unikke elementer fra Spore bliver tilsidesat for en markant anderledes spiloplevelse.

Spore på en ny måde


Kernen i at bygge sit eget monster er dog bibeholdt i Spore Hero Arena.

Man starter først med at bygge sit helt eget rumvæsen, som man efterfølgende tager kontrol over. Herfra begynder spillet med, at du styrter ned på en fremmed planet. Med et smadret rumskib og ikke specielt meget andet at give sig til, begiver du dig rundt og udforsker omgivelserne. Efter noget tid løber man ind i et andet rumvæsen, som har boet på planeten i mange år. Han fortæller spilleren om planetens triste skæbne, der begyndte for mange år siden med magiske medaljer skabt fra en nedstyrtet meteor. Disse medaljer forvandlede ejerne til magtsyge og voldelige dyr. Nu må du rejse rundt i galaksen og udfordre de forskellige medaljeejere, så de magiske kræfter kan ødelægges og galaksen igen gøres til et mere fredeligt sted.

Plotkvaliteten i Spore Hero Arena er mere eller mindre ikke-eksisterende. I sidste ende er historien blot en undskyldning for at smide dig rundt på syv forskellige planeter, hvor du kæmper mod adskillige monstre og opgraderer dig selv. Hver planet, du som spiller besøger, kræver indsamling af fire meteoritfragmenter, før du kan udfordre medaljeejeren på den pågældende planet. De forskellige fragmenter fås ved at udføre opgaver for planetens beboere. De handler dog som regel om at kæmpe arenakampe eller løbe kapløb på planeten.

Arenakampene er spillets primære mekanik. Her kan man ende i alt fra én-mod-én- til firmandsdyster. Modsat de fleste andre kampspil, handler det ikke om at få modstanderens energi i nul. Det handler derimod om at skubbe dem ned fra arenaen, så de på den måde mister liv. Hver arenakamp har dog specifikke udfordringer, fx at man ikke selv må falde ned, eller at man ikke må bruge specielle biokræfter, som lader ens karakter spy ild, skyde lyn eller meget andet. Tit og ofte er de specielle angreb aldrig rigtig nødvendige. Man kan vinde de fleste kampe ved at løbe i cirkler og til sidst skubbe fjenden udover med ens almindelige angreb.

Problemet med Hero Arena er, at det først og fremmest ikke er et sjovt spil. Kampmekanikken er uden den større dybde, og tempoet er for langsomt til spillets krav om, at man skal skubbe modstandere ud over kanten. De forskellige biokræfter spiller heller ikke ind som en vigtig faktor i spillet, og det er mere de forskellige kropsdele, man opgraderer, der kan påvirke kampenes udfald.

Tynd ursuppe


Indholdsmæssigt er spillet også meget tyndt.

Man laver det samme igen og igen, igennem de syv forskellige planeter, og selvom modstanderne bliver sværere og sværere, opstår der aldrig nogen form for reel strategi eller udvikling af spillerens evner. Det hele koger altid ned til, at man kan snyde spillet og skubbe fjenden udover, når det er mest belejligt. Styringen i spillet hjælper dog heller ikke på spiloplevelsen. Kontrollen med ens karakter bliver håndteret af, at man peger på skærmen, hvor man vil løbe hen. I visse situationer er det ikke altid en god ting, da ens hånd kommer til at skygge for skærmen. Pludselig kan man ikke kan se, hvor fjenden er, eller hvad de laver.

Grafisk er spillet utroligt usammenhængende. Frameraten i spillet er aldrig stabil, og så snart der sker for meget på skærmen, falder den drastisk eller endda ned til det uspillelige. De forskellige monstre i spillet er dog overraskende pæne at se på, og det er tydeligt, at det meste af den visuelle kærlighed er endt her. Miljøerne er nemlig alt andet end imponerende med gentagende, kedelige områder, hvor det ofte er svært at adskille planeterne fra hinanden.

Spore Hero Arena er et uinspireret spil, der ligger fjernt fra det oprindelige Spore-koncept. Det formår ikke at gøre noget nyt eller originalt med DS-udgivelsen. At det oven i hatten ikke er noget specielt godt spil, gør heller ikke meget for oplevelsen.

Vurdering 
Grafik:
Flotte figurer, kedelige miljøer og en framerate, der aldrig kan bestemme sig.
6 Holdbarhed:
Relativt kort singleplayerdel, dog med mulighed for online og lokalt multiplayer.
6
Lyd:
Det er de samme toner man hører på igen og igen, og der går ikke længe, før man bliver utroligt frustreret.
4 Gameplay:
Trivielt og ikke særlig sjovt.
4
Samlet vurdering: 4
Klik her for at se en forklaring på vores karakterskala.
Systemkrav:

Producent:
EA Games
Udvikler:
EA Games
link to pegi.info 
link to pegi.info
Flere artikler 
 Udviklere: Pirater truer os ikke
Piratkopiering er et problem, men ikke en decideret trussel, mener en gruppe spiludviklere.
 Spore: Hero (Wii) - Anmeldelse
Et af de første spin-offs af Spore til pc er nu udkommet til Nintendo Wii. Mikkel Mortensen har testet det...
 EA planlægger Spore-film
Instruktøren af Ice Age er ombord på en ny filmatisering af Spore.

Relaterede downloads 
 Spore patch 1.05.1
Endnu en patch til Spore.
 Spore Creature Creator
Skab dine egne skabninger med Spore Crature Creator.
 Spore trailers
Tre friske trailere for Spore.

Boomtown shoppen 

 
Ny kommentar 

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Du kan oprette dig som bruger her


sitemapen_aeae_eg