Littlest Pet Shop: Friends (Wii) - Anmeldelse

Det er sikkert ikke politisk korrekt, men jeg vover det alligevel.

Littlest Pet Shop: Friends er helt klart et spil for små piger. Det lægger sig fint i forlængelse af forskellige varianter af kæledyr og dukker i ministørrelse, som befolker små nuttede dukkelandsbyer. På spilfronten har Littlest Pet Shop-konceptet været at finde i syv forskellige udgaver på Nintendo DS og en enkelt på pc, så Friends giver nu et argument for at også lillesøster kan muntre sig med en Wii.

Spillet er bygget op omkring en overnuttet verden, hvor både flyvende og gående kæledyr udgør hoved-'personerne'. Det er nu spillerens opgave at opsøge de minispil, der gemmer sig rundt omkring i landskabet og bymiljøerne i det.

Disse spil kan gå på at få point for at kaste mønter store og små ringe.

Jo mindre ringe, jo flere points. Der er helt bevidst stor lighed med spil, som lillesøster måske kan genkende fra Tivoli eller Bakken - bortset fra, at hun her selvfølgelig kan spille i en uendelighed uden at betale. Andre spil kan gå ud på at samle kager af lagkagebunde, smøre glasur på dem og til sidst pynte med sukkerfigurer af fødder(!), blomster eller fisk.

Igen er der stor lighed med en velkendt leg fra sandkassen eller fra børnehavens legetøjskøkken. Ganske som i den fysiske legetøjsudgave kan spilleren udstyre kæledyrene med tøj, hatte og den slags. Der er desuden mulighed for online-udveksling af kæledyr-design og for at chatte med andre spillere.

Den nuttede verden fremstår skarpt og i de pastelfarver man nu må forvente, når målgruppen er små piger.

Jeg må i hvert fald blankt indrømme, at jeg som voksen befinder mig tæt på kvalmegrænsen med den farvelægning. Kæledyrene er, for at understrege det nuttede indtryk, tegnet med ekstra store øjne. De er i animationen udstyret med et begrænset udvalg af bevægelser. Styringen af figurerne og af spillerens valg i menuer er hjulpet på vej af, at den hånd, der styres med Wii-controlleren, flyttes i grove ryk. Dermed er lettere at ramme rigtigt.

Til gengæld undrer jeg mig over den måde, hvorpå figurernes bevægelser er afgrænset af den vej eller den sti, som de går på. Det ene øjeblik kan de ikke 'forvilde' sig ud på græsset, mens de det næste øjeblik kan samle de blomster, som står langs stien, og på den komme uden for den afstukne vej. Til gengæld kan de ikke benytte lejligheden til at skyde genvej ind over græsset til stien på den anden side af græsplænen.

Når de kommer frem, bliver figuren nemlig bremset af en usynlig 'mur', der forhindrer dem i at komme op på stien. Så må de i stedet gå den slagne vej tilbage til blomsterbedet og finde tilbage til stien dér. Denne noget inkonsekvent udformning af åbne omgivelser vil med al sandsynlighed give anledning til frustrationer og forvirring hos målgruppen.

Det er desuden prisværdigt, at spillet er udstyret med en dansk brugerflade.

Men når det kommer til snakken dyrene imellem, så vil en fugl være ledsaget af noget, der skal ligne kvidren og en hund vil 'bjæffe' med en lyd, der mest leder tankerne hen på en forkølelsesramt storryger. Selve dialogen vil være at finde i dialogbokse med så omfattende tekst, at spillerne bør have forældre eller større søskende i nærheden for at få hjælp til at læse teksten.

Det er i øvrigt et kritikpunkt i sig selv, at teksten bevidst er søgt formuleret i tuttenuttet børnesprog. Resultatet er imidlertid et ualmindeligt dårligt dansk - med et rigt udvalg af ord, som ikke lige indgår i sædvanlige 5-årige pigers ordforråd.

Med oplæsningshjælp inden for rækkevidde vil der alt i alt være fin og uskadelig underholdning for målgruppen af små piger. Opgaverne i minispillene er både varierede og lette at mestre og måske dermed af en begrænset holdbarhed. Spørgsmålet er derfor, om den forventede holdbarhed af Littlest Pet Shop: Friends står mål med prisen.