SimAnimals: Africa (Wii) - Anmeldelse

Sims-universet har bredt sig udover mange forskellige universer. Denne gang invaderer konceptet Afrika, hvor du skal hjælpe alle savannens dyr med at få det bedre.

I SimAnimals Africa bliver du som spiller ledt rundt i otte forskellige områder, som hver har dets egne dyr i behov for hjælp. Opgaverne, som dyrene kommer med, er som regel at gøre dyrene glade eller udføre opgaver for de totempæle, der bor i området.

Opgaverne varierer fra at lære dyrene og deres evner at kende til at plante specifikke træer, eller gøre nogle dyr bedre ved at træne dem. For at komme i gang med de fleste af opgaverne, er det påkrævet at spilleren bliver bedste venner med det dyr, man skal bruge til opgaven. Det gøres ved at udføre en række trivielle og meget monotone minispil, der spænder fra at klø dyret på maven, spille en omgang hesteskokast, spille trommer med dyret eller give det noget at spise.

Variationen i de forskellige minispil er horribel. Ovenstående er de eneste minispil, spillet har at byde på, og at de skal klares hver eneste gang man skal bruge et nyt dyr til at udføre en opgave med, får dig hurtigt til at gå sur i strukturen. De forskellige opgaver, man laver med dyrene efter at have vundet deres tillid, er dog meget mere varierede, fordi opgaverne gør brug af nye dyr hver gang. Det giver konstant spilleren noget nyt at gøre. Desværre er ingen af mekanikkerne specielt veludførte. Minispillene er kedelige, og de forskellige opgaver man udfører bagefter er korte. De bliver aldrig andet end glorificerede træningsbaner som ikke yder nogen reel udfordring.

Lige så tomt som det rigtige Afrika

Det største problem er dog, at spillet ikke har meget mere at byde på.

De otte forskellige områder bliver besøgt indenfor ganske få timer, og efter man har udført de forskellige opgaver, er der ikke meget andet at give sig til. Det er muligt at finde hemmeligheder i hvert område og gøre alle dyrene glade, men det er aldrig noget, spillet opfordrer dig til, eller som giver nogen reel mening at udføre. SimAnimals føles ganske tomt, og fordi spillet er ganske kort bliver der aldrig nogen grund til at blive, når det sidste dyr er gjort glad, og Afrika er et bedre sted.

Netop at gøre Afrika til et bedre sted er heller ikke lige nemt. Styringen i spillet er ofte upræcis når man peger på skærmen med Wii-fjernbetjeningen, og interfacet er tungt og træls at navigere. Det tunge interface sætter en stor stopklods for hurtig progression i spillet, og det gør, at man kommer til at bruge unødvendig tid på at gå igennem de samme menuer flere gange, for at udføre en kæde af handlinger.

Grafisk er spillet heller ikke specielt imponerende.

De forskellige dyr, man møder, er dem, der tydeligt er blevet brugt mest tid på. Dyrene har alle sammen en masse personlighed i deres animationer, og deres ekstremt karikerede, næsten Spore-lignende design, gør dem meget charmerende at kigge på. Desværre er der et meget begrænset antal karaktermodeller til hvert dyr, og det gør, at man meget hurtigt har set samtlige variationer af de dyr man møder. Så bliver det svært at finde ud af hvem der er hvem.

Miljøerne man bevæger sig i, er heller ikke videre imponerende. Der er en masse genbrugte områder, og der bliver ikke gjort meget for at differentiere mellem bjergområder, savanne- eller oaseområder. Det hele føles en tand for ens, og kombineret med en del grafiske fejl, fx dyr, der bliver fanget i en stillestående animation eller clipping fejl, skaber det et ikke videre imponerende, visuelt indtryk.

Lydsiden er ligeledes ikke specielt imponerende.

Soundtracket består af trivielle, afrikanskinspirerede musikstykker, der er alt for få af. De er også alt for anonyme til at træde frem i lydbilledet. Det eneste, der for alvor gør sig bemærket på lydsiden, er de lydeffekter, som pryder miljøet. Der er en masse aktivitet som stammer fra miljøet, og det skaber et dybere lydbillede og hjælper til at holde den kedelige musik og trivielle dyre lyde ude.

Problemet med SimAnimals Africa er ikke konceptet. Dette er ganske veludført og har en masse potentiale. Problemet er derimod, at der simpelthen er for lidt variation og ikke nok at give sig til. Der hænger en konstant fornemmelse af at udviklerne er hoppet over hvor gærdet er lavest, og det giver en tom og ikke synderligt dyb oplevelse, der aldrig nogensinde kommer over og bliver spændende.